
Det var en stor overraskelse for Team Svenstrup, da de blev præmieret med Brunch n Bubbles af deres Minus30 konstruktør Kim Kofoed, Gefion og chefkonsulent Marlene Sparre Ibsen, Gefion. Team Svenstrup var nemlig Minus 30 FE pr. produceret gris projektets første lapvindere. De har allerede forbedret deres foderforbrug med hele 16 FE til at have et samlet foderforbrug på 290 FE pr. produceret gris , da de første ‘mellemtider’ blev opgjort. Både ejer Christian Wedell-Neergaard og driftsleder Nikolaj Jensen fejrede sejren med medarbejderne Martin, Steffen, Kira, Anton, Olha, Pernille, Nikolaj og Sergii.
Team Svenstrup, som har 960 søer med smågrise til 30 kg samt 14.000 slagtesvin, har allerede lavet mange tiltag som en del af projektet. Blandt andet har teamet:
- Ændret foderkurver til søer
- Renoveret fodertrug, så foderspild minimeres
- Repareret stavfølere i vådfoderkrybbe til smågrise, så de virker optimalt
- Opsat ekstra drikketrug i smågrisestald de første 14 dage, hvor grisene får tørfoder
Derudover er der foretaget managementmæssige rutineændringer, der generelt sikrer mindre spild, ligesom der er arbejdet med motivation af teamet, og foderet er nu i fokus som LEAN.
Det at sparre på foderet er blevet italesat dagligt blandt alle, og der er kommet opmærksomhed på det. Klimaet er blevet forbedret i slagtesvinestalden, og der er kommet fokus på nærmiljø.
Pattegrisene flyttes til klimastaldene med det samme nu. Det sparer en del foder i farestalden og giver en bedre tilvækst.
”DB-tjek er godt og sikrer en strammere, tættere og detaljeret økonomistyring, og det har været godt at have Kim Kofoed ude og få hægtet lidt op hele vejen rundt”, fortæller Nikolaj Jensen.